Hvad er Creative Commons?

Creative Commons er en international non-profit organisation, som har til formål at hjælpe alle, der fremstiller tekster, billeder, film, musik og lignende, med at offentliggøre deres værker en måde, så de er friere tilgængelige for brugerne end normalt for ophavsretsbeskyttede værker. Det gør Creative Commons ved at tilbyde gratis ophavsret-licenser – ’Creative Commons licenser’ – som ophavsmændene kan udgive deres værker under. I licenserne kan ophavsmændende skrue op og ned for friheder og begrænsninger for, hvordan deres værker må bruges. Idéen med Creative Commons er, at ophavsmænd skal kunne sige ’Some rights reserved’ i stedet for ’All rights reserved.’ Der er i dag over 1 milliard  værker udgivet under Creative Commons licenser.

Creative Commons og ophavsret

Creative Commons licenserne tager udgangspunkt i, at tekster, billeder, film og musik er beskyttet af ophavsretten. Hvis man udgiver sit værk under en af licenserne, beholder man altså ophavsretten til det, men man giver en forhåndstilladelse til at værket bruges på måder, som normalt ikke er lovlige ifølge ophavsretsloven. Fx kan man bestemme, at andre gerne må lave bearbejdelser af éns værk eller give lov til at det kopieres og videredistribueres. Man kan også tilføje vilkår for brugen, fx at man vil have sit navn angivet. Creative Commons licenserne er oversat til dansk og er tilpasset dansk ophavsret.

Hvem kan bruge Creative Commons licenser?

Alle, der har frembragt et værk, som kan beskyttes af ophavsret, kan udgive det under en Creative Commons licens. Et ophavsretligt beskyttet værk kan fx være en tekst, et fotografi, et website eller en sang. Se mere om hvilke værker ophavsretten beskytter i Ophavsret for begyndere kapitel 3.

Hvad kan udgives under en Creative Commons licens?

Tekster, billeder, film og musik, der er beskyttet af ophavsret kan udgives under en Creative Commons licens. Licenserne kan både bruges til værker, der udgives online, og til værker, som udgives på traditionel vis som fx plader og bøger.

Hvad kan ikke udgives under en Creative Commons licens?

Tekster, billeder, film og musik, der er ikke er beskyttet af ophavsret – fx fordi rettighederne er udløbet – kan ikke udgives under Creative Commons licenser. Creative Commons licenser kan heller ikke bruges til idéer, metoder, datamateriale og lignende, fordi alt dette ikke nyder ophavsretlig beskyttelse.

Det er selvfølgelig kun materiale, man selv har ophavsretten til, man kan udgive under en Creative Commons-licens.

Godt begyndt med Creative Commons

Hvis man vil udgive noget under en Creative Commons licens, går man ind på www.creativecommons.dk. Her finder man en oversigt over de forskellige mulige Creative Commons-licenser. Man vælger, hvilken licens man vil bruge, og så er der en enkel vejledning til, hvordan licensen føjes til éns værk.

Fordele og ulemper ved Creative Commons-licenser

Fordelene ved at udgive værker under Creative Commons licenser er først og fremmest, at det i visse tilfælde kan gøre det hurtigere og lettere at tilgængeliggøre og udveksle tekster, billeder, film og musik på en lovlig måde. Desuden er Creative Commons-licenserne let forståelige, så brugerne nemt kan se, hvad de må og ikke må med éns værker. Og ophavsmænd slipper for besværet med at indgå individuelle aftaler med brugerne.

En ulempe ved Creative Commons-licenserne er, at de er uigenkaldelige. Hvis man én gang har udgivet noget under en Creative Commons licens, kan man ikke forhindre nogen i at bruge ens værk på den måde, som licensen giver lov til.

En anden ulempe er, at Creative Commons-licenserne er standardiserede. De er sammensat af nogle ganske bestemte grundlicenser. Se nærmere oversigten på www.creativecommons.dk under “Hvad er Creative Commons?”. En licens betyder fx, at andre må bruge ens værk ikke-kommercielt, hvis de husker at nævne ens navn, og at de ikke må bearbejde eller modificere værket. Derimod kan man ikke ved hjælp af Creative Commons-licenser bestemme andre ting end dem, de standardiserede Creative Commons-licenser muliggør. Man kan fx ikke angive, at ens værk må bruges i undervisningssammenhæng, eller at det kun må bruges i Danmark. Hvis man vil udgive et værk på den slags betingelser, kan man ikke bruge Creative Commons-licenser. Man vil i stedet være nødt til at lave sine egne licensbetingelser.

Hvis du har brug for hjælp til at formulere dine egne licensbetingelser, er du velkommen til at kontakte os via kontaktformularen her på www.undervislovligt.dk.

E-læring og Open Access

Hvad er Open Access?
Open Access er en benævnelse, man bruger om digitaliserede tekster eller andet materiale, der publiceres online, gratis og uden adgangsbegrænsning. I forskningssammenhæng er der overordnet set to modeller for Open Access publicering. Den ene er ’repositories’, som er en slags online arkiver for forskning. Typisk vil det være universiteter eller andre forskningsinstitutioner, der er værter for repositories. Formålet med at have dem er, at institutionernes forskere lægger artikler deri – enten ’preprints’ eller ’ postprints.’ Repositories er tit uden ’peer–review’ – altså fagfællebedømmelse – og artikler deri kan sideløbende være publiceret i et tidsskrift. Den anden model for Open Access publicering er publicering i Open Access-tidsskrifter. Det begreb dækker over online tidsskrifter, hvor den eneste forskel fra andre tidsskrifter er, at der er åben adgang – med andre ord, at der ikke kræves abonnement, registrering, gebyr, eller lignende.

Mange Open Access-tidsskrifter har fagfællebedømmelse på de artikler, der bliver bragt i dem.

Open Access og ophavsret
Open Access-materiale er meget tit beskyttet af ophavsret. Ophavsmændene til tekster, der publiceres i Open Access repositories og Open Access tidskrifter, skal give samtykke til at deres tekster placeres der, og de beholder selv ophavsretten. Altså betyder Open Access ikke, at der er totalt fri adgang til teksterne. Teksterne er frit tilgængelige til at blive læst og citeret, og de må også downloades, gengives og linkes til på måder, som ophavsretten normalt forhindrer. Men det er ophavsmanden selv, der via en open–content licens – for eksempel en Creative Commons licens – bestemmer i hvilken grad han eller hun fraskriver sig rettigheder. Open Access repositories og tidskrifter kan også rumme tekster som er i public domain, hvor ophavsretten er udløbet.

En uddannelsesinstitution, der ønsker, at dens ansatte skal publicere udgive deres værker i Open Access, kan normalt ikke ensidigt gennemtvinge ordningen uden en aftale med lærerne. Det vil krænke deres ophavsret.

Kontakt UBVA for nærmere rådgivning. Se kontaktoplysninger på www.ubva.dk.

Hvem kan bruge Open Access publicering?
Alle, der er ophavsmænd til noget, kan vælge at publicere via Open Access kanaler.

Hvad kan publiceres med Open Access modellen?
I dag bruges Open Access-publicering især til videnskabelige artikler (pre-prints og post-prints), men det kan også bruges til arbejdspapirer, afhandlinger, undervisningsmateriale, billede- og lydfiler, datafiler med videre.

Hvad kan ikke publiceres med Open Access modellen?
Open Access publicering fungerer kun optimalt ved digitaliseret materiale.

Open Access og e-læring
Man kan bruge Open Access publiceret materiale i E-læring uden at søge om tilladelse.

Fordele og ulemper ved Open Access-publicering
Fordelene ved Open Access er, at det øger tilgængeligheden af ny viden, både for specialister og for offentligheden. Det sparer i et vist omfang samfundet for penge, fordi forskningsinstitutionerne ikke skal betale for adgang til videnskabelige artikler i Open Access.

Ulempen ved Open Access er, at når læsere ikke betaler for adgang til publikationer, forsvinder udgivernes primære indtægtskilde. Der skal dermed findes nye måder at gøre udgivelserne økonomisk levedygtige, og dette har for eksempel betydet, at forfattere somme tider skal betale udgiverne for at få udgivet deres artikler.

Hvem bruger Open Access publicering?
Det gør en lang række universiteter og udgivere af videnskabelige tidsskrifter og databaser. For eksempel Harvard University, Cornell University, Copenhagen Business School, Oxford University Press, Public Library of Science og BioMed Central.